En stor dag

Lørdag den 12. september blev min ældste datter konfirmeret i Christianskirken i Sønderborg. Sikke en dag. Det var noget anderledes end da jeg blev konfirmeret 21. april 1985 – meget anderledes. Dengang var kirken fyldt med mennesker, forældre til konfirmanderne rejste sig på visse tidspunkter, bl.a. under selve ceremonien, men nu, på grund af Covid-19, er der restriktioner der sætter en dæmper både på højtidelighed og samvær. Vi måtte kun være 100 mennesker i kirken. Hver konfirmand måtte have 4 pårørende med, og for at kontrollere antallet, blev der uddelt 4 billetter, som skulle afleveres ved indgangen.

Salmerne var næsten alle nogle man ikke kendte… Fordi jeg har hængt i frikirker som ung, kendte jeg “Tak Gud”, ellers var de næste ukendte og aldrig hørt af mine ører før. Den sidste, “Nu titte til hinanden” var heldigvis genkendelig… Næsten ingen sang med, simpelthen fordi ingen kendte andre end den sidstnævnte… så vi hørte egentlig kun konfirmandernes tynde og sarte stemmer… en bizar oplevelse, når der ellers er flot salmesang i kirkerummet.

I år skulle forældre til konfirmanderne åbenbart ikke rejse sig på bestemte tidspunkter. Katrines far og jeg er jo af den gamle skole, så vi rejste os på de pågældende tidspunkter, men kom hurtigt ned at sidde igen, da det gik op for os, at sådan gør man åbenbart ikke længere. Lettere pinligt.

Nuvel, datteren blev konfirmeret, og var – naturligvis – den smukkeste, mest strålende og gladeste af dem alle… Og her kommer masser af billeder fra den store dag:

Alexandra konfirmationshilsen til Katrine på den store dag
Og Katrines reaktion

Et kæmpe stort tak fra os alle, til alle, der på en eller anden måde har medvirket til, at Katrine fik en fantastisk dag.

~