Skriverier

Skriverier

Jeg elsker at skrive, og her på det sidste er jeg begyndt at skrive igen efter en lang pause på grund af graviditet, barsel og træthed. Mine skriverier lægger jeg ud på en hjemmesider jeg kalder "Skrivebordet" hvor man kan læse noget af det jeg har lavet. Siden er både på engelsk og dansk, da jeg skriver på begge sprog, dog fortrinsvis på engelsk. Faktisk så har jeg også fået et digt udgivet i en digtsamling i USA.... I kan finde det på www.poetry.com - søg på karina brandt. Der vil der komme tre digte frem, og det som blev trykt i digtsamlingen "Under a silver moon" tror jeg den hed, er digtet "Ode to Leddi" som faktisk var møntet på vores første Cavalier King Charles spaniel, men det kunne Poetry.com jo ikke vide det var :o) Udover at være udkommet i en digtsamling i bogform, er digtet også udkommet på en stemnings CD med underlægningsmusik, sammen med en række andre digte af digtere fra hele verden.

Jeg er med i en lukket gruppe af amatør forfattere der alle skriver samme slags historier, som vi med et moderne udtryk kalder "Slash-fiction". Udtrykket dækker over at historiernes hovedpersoner får deres hjerter "revet i stykker" (deraf ordet Slash), enten ved svigt eller dødsfald. Vi er alle mere eller mindre psykisk syge eller bærer på traumer, og vi bruger vel nærmest det at skrive vores historier som terapi for at få det ud som belaster os psykisk. Et par andre fællestræk for vores historier er at historierne også handler om kærlighed mellem homoseksuelle og at vi benytter os af det der professionelt kaldes for "over writing", hvilket vil sige at vi skriver for meget. Altså i stedet for at lade en masse ting være op til læseren at fantasere sig til, så skriver vi i detaljer som om det var en film vi skulle beskrive for en person det var blind. Men det er jo nok igen fordi vi bruger skriveriet som terapi for hvad vi selv bærer på, og at det i og for sig er vigtigere for os at skrive for vores egen skyld, end at det er om det bliver læst eller ej!

Når jeg skriver er der tre røde tråde der går igen i alle mine historier. Enten i en kombination af alle tre røde tråde, eller i en kombination af to af dem. De tre røde tråde er; 1. homoseksualitet, 2. psykisk sygdom, 3. cancer. Det er tre ting der fylder meget i mit liv, men det vil kræve for meget at forklare nærmere lige her og er i og for sig også for personligt til at jeg vil have det offentliggjort på en hjemmeside.

Jeg har skrevet historier siden jeg var en lille pige der lige havde lært at skrive i skolen. Min mor har stadig en lille bog jeg lavede da jeg var 8 år gammel. Den handler om en solsort der finder mad til sine unger, men en dag bliver solsorten fanget af en kat og kommer ikke hjem til sine unger som så bliver kede af det. Det er helt rørende at se den bog fra jeg var så lille.

Jeg elskede når vi fik lov til at skrive fristile i skolen. Så kunne jeg altid udfolde mig og skrev derfor altid noveller når det skete. Jeg hadede bundne opgaver. Da jeg så i gymnasiet fik muligheden for at skrive en novelle som førsteårs opgave, var jeg jo i himlen. Jeg fik da også 11 for den. Stolt var jeg. Læreren opfordrede mig endda til at prøve at sende den til forskellige forlag for at prøve at få den udgivet. Men det var min selvtillid altså ikke lige til.

Men efter det fik jeg mod på at skrive, og startede min første lange historie som foregik i Sydney i Australien. SIKKE et research arbejde der skulle til, men det var sjovt. Historien blev dog aldrig færdig, for undervejs kom der nye ideer til nye historier, og sådan er det blevet ved. Jeg har efterhånden startet på 10-12 forskellige historier, som aldrig er blevet færdige. Den ene, "Dreams are for believing", er dog kommet op på hele 35 kapitler, hvilket er den længste jeg har skrevet. Historiens hovedperson, Adam, mister sin enæggede tvillingebror, Lorcan, og bliver efterfølgende psykisk syg af sorg, og udvikler skizofreni. Den historie vil altid være mit hjertebarn, og jeg håber en dag at tage den frem og gøre den færdig.

En anden historie som jeg skrev i fællesskab med min finske veninde, "Paradise", handlede om en ung homoseksuel fyr, Jonas, der levede i et voldeligt forhold som endte ret voldsomt. Men senere udvikler han venskab med en straight fyr, Chad, og forelsker sig i ham, hvilket jo ikke er smart når vennen kun er til piger. Vennen indleder dog et forhold til fyrens søster, Eylish, og forholdet ender med en masse komplikationer fordi hun bliver gravid og Chad egentlig slet ikke er forelsket i hende. Et lille trekantsdrama, som dog ikke opløser venskaberne. Vi fik dog aldrig historien færdig, og jeg formår ikke rigtig at skrive historien færdig alene, selvom jeg har hendes velsignelse til at gøre det - det mangler simpelthen hendes input.

"You Raise Me Up" er en historie oplevet fra en fars side, om hvordan hans unge søn kæmper sig tilbage til et normalt liv efter en voldsom trafikulykke, hvordan faren håndterer tilværelsen og finder en måde at 'overleve' på menalt. Samtidig må han efterhånden også indse at det nok ikke bliver svigerdøtre hans søn kommer hjem med, men derimod svigersønner.

Jeg fortæller om flere af mine historier en anden dag.