Psykisk sygdom

Borderline Personality Disorder

Sådan lyder min diagnose. Det lyder jo ganske simpelt... personligheds forstyrrelse... som en eller anden sagde til mig på et tidspunkt, "Ja, personligheds forstyrrede er vi sgu nok alle sammen i en eller anden grad" - og det har han jo nok ret i. Men hos nogle er det så meget at det giver besvær i livet og i dagligdagen, fordi hjernen simpelthen bare ikke fungerer som hos flertallet af menneskene.

For mig har min sygdom, som er medfødt men først opdaget da jeg var omkring 30, betydet masser af mobberi i skolen fordi jeg var så anderledes og reagerede anderledes og 'underligt' på mange ting... men ingen vidste at jeg faktisk var syg, de troede bare at jeg var en følsom lille pige der tog tingene for nært...

Hele mit liv har jeg været meget følsom. Både mentalt, følelsesmæssigt og fysisk. Lette berøringer føltes ikke dejligt som ved de fleste - de gjorde ondt og folk skulle bare holde nallerne væk. De skulle ikke røre ved mig. Jeg forstod ikke ironi og sarkasme, heller ikke som voksen, og reagerede - og gør stadig- derfor underligt fordi jeg ikke kan gennemskue hvor jeg har folk henne. Ironien eller sarkasmen skal være MEGET tydelig for at jeg forstår den. Jeg har altid været bange for øjne... øjne der kigger. Jeg har meget svært ved at se folk i øjnene, det gør mig angst at se folk i øjnene. Støj omkring mig gør mig angst og stresset, også den "støj" der er hvis bare 3-4 mennesker snakker sammen i en smule højlydt tonefald... men "støj" som "hører til" et sted kan jeg godt holde ud, sådan som maskiner der larmer i en fabrikshal, en vaskemaskine der snurrer på badeværelset, mine papegøjer der skriger, undulater der kvidrer osv. for det er lyde som hører til der hvor de er - men uforudsigelig støj og uforklarlig støj, det kan jeg ikke holde ud, bliver stresset og angst. Er der en lyd jeg ikke ved hvad er, er jeg nødt til at finde ud af hvor den kommer fra og hvad laver den, for at få ro. Og kan lyden stoppes er det bedst, men hvis ikke er det okay, bare jeg ved hvorfor den er der.  Jeg er meget følsom overfor indtryk. Både i form af lyd, billeder og berøring. Som sagt tidligere, lette berøringer gør ondt, der skal tages ordentlig fat hvis jeg skal berøres. Hvis jeg f.eks. er i supermarkedet, kan jeg ikke bare koncentrere mig om det jeg skal finde, jeg bliver bombarderet med lyde fra hele butikken. Jeg kan ikke "lukke af" som man siger... ALT kommer ind, og bliver ikke sorteret. Så som du måske kan forstå, bliver mit hovede hurtigt fyldt op, og skal tømmes igen. Før i tiden fik jeg tømt hjernen ved at sove en times tid sammen med Katrine om eftermiddagen - men nu hvor vi også har Laura, og hun kun sover en halv time af gangen, og helst i mine arme - ja så kan jeg ikke sove mig til en frisk hjerne. Derfor går der nogle dage imellem at jeg får sovet midt på dagen, og det er når jeg besøger min mor og hun går en tur med Laura i barnevognen, og Katrine er i børnehaven. Så kan jeg lige tage en time og få ladet op igen. I stedet er jeg nu om stunder nødt til at gå meget tidligt i seng, fordi jeg er totalt færdig om aftenen. Og jeg kan generelt heller ikke holde ud at være sammen med mennesker der snakker for meget - simpelthen fordi mit hovede for hurtigt bliver fyldt op og jeg ikke kan komme til at tømme det igen. 

Sådan har jeg haft det mere eller mindre hele mit liv...  Men så den 19. oktober år 2000 gik det helt galt for mig. Jeg gik på en EDB Administrator uddannelse, og en af lærerne havde inviteret os på filmaften og lagkage i anledning af hans fødselsdag. Jeg har altid været bange for mørke, og den aften skulle vi se "The Blair Witch Project"... puha. I en pause gik jeg på toilettet, og da jeg kom ud var alt lys slukket... jeg blev rædselsslagen og råbte og skreg, indtil der var nogen der tændte og fik mig fundet, for jeg kunne slet ikke se hvor i verden jeg var, det var så forfærdeligt. Men det var ikke det værste .... da jeg kom hjem den aften, var jeg så fyldt med rædsel og angst at jeg sad fast i et hjørne af min sofa hele natten og turde ikke gå i seng... jeg havde hallucinationer og hørte forvrængede stemmer og skrig og jeg var så forfærdeligt bange jeg troede jeg var ved at dø.

Et par dage efter i skolen var der en af lærerne der havde lagt mærke til hvor dårligt jeg havde det, så han hev fat i mit kravetøj og sagde at vi lige skulle snakke lidt sammen. Han tog mig med ind på sit kontor og satte de andre i gang med en bunden opgave. "Du har det skidedårligt,"  startede han, "fortæl mig hvorfor så jeg kan hjælpe dig." Og så fik han hele historien om hvor dårligt jeg havde det og hvordan filmen var knækket for mig den aften efter filmen.  Vi snakkede i flere timer, han sendte de andre hjem før tid så han kunne koncentrere sig om mig, og klokken blev næsten 5 om eftermiddagen inden vi tog derfra.
Inden der var gået en uge havde han fået arrangeret at en sagsbehandler kom ud på skolen for at snakke med mig, og hun fik arrangeret psykologhjælp i løbet af nul komma ingenting, og i mellemtiden ville hun komme op på skolen to gange ugentligt for at snakke med mig, og i mellemtiden ville min lærer holde øje med mig, og snakke hvis der var brug for det.

Det var som at komme i himlen... endelig var der nogen der hjalp mig, efter jeg et helt liv bare havde fået at vide at jeg var for følsom...

 Ved første besøg hos psykologen ringede hun til min læge og fik en aftale om at jeg skulle smutte indenom ham på hjemvejen og få en recept på noget anti-depressions medicin. Det gjorde jeg så, og så skulle jeg komme igen i slutningen af ugen. Så det første stykke tid kom jeg hos hende to gange i ugen, derefter en gang i ugen, og senere hver 14. dag. Men ret hurtigt fik hun stillet diagnosen på mig, hvilket var en lettelse uden lige... jeg var ikke bare 'unormal' men der var virkelig andre som mig... det var slet ikke til at forstå...

1½ år inde i forløbet snakkede vi om fremtiden, og hun sagde rent ud at hun mente det der ville hjælpe mig til at få det bedst muligt, ville være at få førtidspension så jeg kunne tage hver dag i mit eget tempo, og så jeg ikke hele tiden skulle bekymre mig om fremtiden. Det var noget af en kamel at sluge, og jeg snakkede med familien og mine veninder om det. Min mor var ikke særlig begejstret for at jeg skulle leve på pension, men mine veninder kunne ikke se nogen anden løsning, for som de sagde: "Du har jo altid haft det bedst i de perioder du gik hjemme og ikke skulle beskæftige dig blandt andre mennesker 8 timer ad gangen," og det havde de jo fuldstændigt ret i. Så da jeg havde tygget lidt på det, ville jeg faktisk gerne have pension, så jeg kunne få ro i mit liv. Min psykolog kontaktede så min sagsbehandler, som så satte en ansøgning i gang. Det gik lynhurtigt, der var slet ingen forhindringer undervejs, for alle udtalelser fra læger, psykolog, psykiater, understøttede ansøgningen, så det hele var nærmest en formalitet. Efter kun tre måneders ansøgning, gik pensionen igennem, og jeg græd af lettelse.

I alt gik jeg hos min psykolog i 2 år. Hun hjalp mig helt fantastisk. Jeg lærte hvordan jeg skulle tage mine nedture i opløbet, gav mig nogle ting at tænke på hver gang det hele er ved at rable for mig, og ikke mindst fik hun repareret min selvtillid så jeg efterhånden troede på at jeg var god nok, selvom min psyke er anderledes end flertallets er.

Nu om stunder har jeg heldigvis flest gode timer. Jeg har dog fra januar 2007 til august 2007 været igennem nogle måneders depression, hvilket var forårsaget af det faktum at jeg pludselig på en gang blev utroligt ensom og var i forvejen fastlåst i mit hjem. Graviditet og fødsel og efterfølgende alvorlig sygdom havde ødelagt min krop så jeg havde store smerter lige meget hvad jeg foretog mig, så jeg kunne ikke bare lige smutte ud i byen på en gåtur eller køre i skoven med min datter. Der skulle store anstrengelser og mange smerter til. Og i løbet af januar flyttede to af mine veninder udenbys, distriktspsykiatriens "hjemme hos" som jeg havde haft et halvt år blev afsluttet, og en veninde der ellers havde været hjemmegående ligesom jeg fik fuldtidsarbejde. Fra at have folk kommende og gående hos mig mange gange i løbet af ugen, sad jeg pludseligt hele dagen alene med et lille barn der også krævede sit, i smertehelvede var jeg også, og det eneste menneske jeg så udover min datter var faktisk min kæreste. Jeg forsøgte at komme ud til min mor en gang eller to i løbet af ugen, men mine smerter var så store at det virkelig var en overvindelse, og de var fordoblet hver gang jeg havde været ude på den lange gåtur ud til hende og hjem igen.
En søndag knækkede filmen for mig, og jeg græd bare hele dagen. Per blev vist lidt forskrækket, for han havde ikke været klar over hvor dårligt jeg egentlig havde haft det rigtig længe. Men efter den dagslange grædetur og en masse snak med Per om aftenen, så begyndte det at blive bedre i ugen som fulgte. Fuglene begyndte at synge igen, himlen blev atter lyseblå, og solen skinnede, og jeg fik det bedre og bedre. Hvor VAR det bare DEJLIGT.

Fordi Lauras fødsel var lidt voldsom og meget hurtig, knækkede jeg på andendagen og fik en depression som varede fem uger. Det var hårdt og jeg græd meget. Ingen forstod hvordan jeg havde det, så jeg fik ingen hjælp overhovedet. Det er jeg meget skuffet over. Jeg forsøgte at fortælle folk hvor dårligt jeg havde det og havde brug for hjælp og for at snakke - men jeg talte for døve øren. Heldigvis lysnede min verden igen efter fem uger, og jeg har haft det godt siden. Laura er i skrivende stund 5½ måned gammel (i dag er 16. maj 2009) og den dejligste lille solstråle man kan finde. Glad hele dagen lang, og smiler ved det mindste vink. Hun er fantastisk. Og Katrine elsker sin lillesøster ud over alle grænser - det er også bare dejligt. To dejlige tøser og en dejlig kæreste og et rækkehus næsten klart til at flytte ind i - hvad mere kan man ønske sig?

***