CV

Selvom jeg nu om stunder får pension så var der jo engang i fortiden hvor jeg studerede eller arbejdede. Og for at du ikke skal tro jeg har været totalt doven, så er her mit CV

Som barn gik jeg fra børnehaveklasse til og med 10. klasse på Kløvermark Skolen i Sønderborg

Efter 10. klasse havde jeg et sabbatår som jeg brugte på dels at finde ud af hvad jeg ville med fremtiden, og dels at passe en række børn når de var syge og ikke kunne komme i børnehave eller skole. Jeg havde en cirkel af 10-12 børn der på skift var syge, så det var nogenlunde fast arbejde, og et rigtig dejlig et af slagsen, for jeg elsker børn.

Da sabbatåret var slut begyndte jeg på Handelsskolens EFG uddannelse. Det hed den dengang, nu hedder det vist GG Grunduddannelse.

Så fulgte 1. år af HH. Det gik fint, jeg havde nemt ved de fleste fag og fik gode karakterer.

Da 2. skoleår begyndte var situationen en helt anden. Jeg fik min første store depression og det gik ud over skolegangen. Depressionen var dog dels udledt af at der var flere fag jeg ikke kunne finde ud af og det gik ud over de fag jeg ellers var rigtig god til, såsom engelsk og fransk. Alt der havde med regning og matematik at gøre vippede mig af pinden, jeg kunne slet ikke finde ud af noget af det. Det endte med at jeg stoppede efter to måneder.

 Efter en måneds sygemelding til at komme lidt ovenpå igen, fik  jeg arbejde på Brandstationen og på Beredskabsgården her i Sønderborg. Det er nok det arbejde jeg har været mest glad for nogensinde. Jeg var længe ene pige mellem rigtig mange mænd, og de behandlede mig som en prinsesse. Desværre var jobbet også meget fysisk hårdt, så det endte med jeg ødelagde mit bækken og til sidst næsten ikke kunne gå, så efter et år måtte jeg stoppe med dette dejlige job.

Jeg flyttede til København for at komme lidt væk hjemmefra og prøve at stå på egne ben. Men de næste 1½ år humpede jeg rundt på krykker. Der var simpelthen bare ikke nogen læger der kunne finde ud af hvad der var galt, så jeg blev sendt fra Herodes til pilatus af diverse læger og hospitaler, og de var på bar bund. Alt imens blev jeg af kommunen sendt på diverse kurser og arbejdsprøvninger, så i løbet af de 1½ år gik jeg 1. på frederiksberg malerskole (jeg ville gerne være bygnings og skiltemaler), jeg gik på kunstdaghøjskole i Skovlunde, arbejdede i en børnehave i Ballerup, indtil kommunen indså at det hjalp altså ikke noget. En ny depression meldte sig, og jeg blev sygemeldt igen. Jeg begyndte til fysioterapi i håb om at få løsnet op for nogle af de muskler der efterhånden var godt slidte af alt det humpen rundt på krykker, og gudhjælpemig om ikke fysioterapeuten næsten med det samme fandt ud af hvad der var galt - jeg havde fået BÆKKENLØSNING... noget man normalt ellers kun ser hos gravide kvinder. Men fordi jeg også havde hypermobile led - hvilken han OGSÅ var den der fandt ud af, så havde jeg slidt mig til en bækkenløsning, som så efter 2½ år havde slidt mit bækken i stykker så det ikke kunne rettes helt 100% op på. Jeg kom på ny til en "ekspert" med denne nye tanke, en reumatolog som bekræftede fysioterapeutens mening. Så skete der endelig noget. For hun fandt også ud af at mit ene ben var længere end det andet, hvilket var grunden til det var gået helt galt. Jeg fik så indlæg i min ene sko som rettede op på skævheden, og så kunne jeg ellers smide krykkerne fra den ene time til den anden. Det var bare SÅ FANTASTISK. Nej hvor var jeg  glad. Nu kunne jeg arbejde igen.

Da jeg nu kunne arbejde igen, dog med begrænsninger da bækkenet jo nu var ødelagt, så fik jeg med kommunens hjælp et arbejde som tvillinge-hjælper. Jeg blev ung pige i huset et sted hvor en tvillingemor havde brug for hjælp til pasning af børn og husarbejde. I begyndelsen kom vi ikke så godt ud af det med hinanden, men det ændrede sig, og jeg blev RIGTIG glad for jobbet, og tvillingerne og deres storebror var glade for mig. Moderen også.

Så døde min ene kusine helt uventet, og shokket kastede mig ud i endnu en depression, og jeg blev sygemeldt fra arbejdet igen. Under sygemeldingen besluttede jeg mig for at vende tilbage til min fødeby, Sønderborg. Dødsfaldet havde fået mig til at ønske at være så tæt på min familie som overhovedet muligt, så jeg kunne være mest muligt sammen med dem, i fald en af dem også skulle falde døde om.

I Sønderborg var jeg først på sygemelding, og kom derefter på elektronik kursus. Jeg lærte at lodde, bygge elektriske apparater osv. og fik derefter sommerjob på Danfoss. Det holdt jo kun sommeren over, så fik jeg arbejde på Ledkon, men det var for hårdt at arbejde der, for mine hypermobile led gav mig flere og flere problemer med fysikken, og mine fingre var til sidst helt ødelagte. Så efter et år med elektronik besluttede jeg mig for at studere videre, og meldte mig til enkeltfags HF på VUC. De startede dog først til august, så i mellemtiden gik jeg i 10. klasse på VUC og fik genopfrisket nogle af de fag jeg havde haft i folkeskolen, og gik da også derfra med et pænt 13-tal i engelsk.

Jeg studerede HF i 3 år. De to første år var lette, på nær matematik. Det forstod jeg stadig ikke en brik af, og min lærer forbarmede sig over mig og undlod at sende mig op til udvidet eksamen, på trods af manglende timer og manglende afleverings opgaver. Hun mente at det ville ikke nytte. Jeg dumpede min matematik eksamen med et 6-tal - jeg har nok aldrig før eller siden været så glad for et 6-tal, for jeg havde regnet me 00. Og karakteren var jo med til at trække i det endelige gennemsnit. I slutningen af 2. år fik min far kræft. Hele sommeren gik med at hjælpe til med at passe ham, og arbejde ved diverse koncerter i Danmark for det tyske firma "Fans United /Fan Photo". Da min far så døde lige inden skolestart til 3. år, var jeg fuldstændig færdig. Jeg kunne slet ikke hænge sammen, og endnu en depression kom snigende. Denne gang ville depressionen tilsyneladende ingen ende tage, og den gik ud over mine studier. Jeg dumpede i historie fordi jeg brugte hele forberdningstid på at studere om den forkerte Martin Luther... hold op det var pinligt! Men alt i alt bestod jeg dog min HF, men mit gennemsnit var ikke højt nok til at komme videre på den uddannelse jeg gerne ville, så depressionen blev endnu værre, for hvad skulle jeg dog stille op med mit liv? Jeg kunne jo efterhånden ingenting. Fysisk kunne jeg ikke holde til ret meget på grund af mine led, og nu var hjerne tilsyneladende også slået fra... Jeg fik en rigtig sød sagsbehandler på kommunen, som sendte mig på "pause". Hun sendte mig på et LOF kursus for at få PC Kørekort. Jeg var rigtig god til det med computere længe forinden, men havde ingen papirer på det, så det syntes hun jeg skulle have, så kunne det jo være jeg kunne komme ind på andre uddannelser der havde noget med IT at gøre.

Efter kurset hvor jeg bestod alle fag i første forsøg, søgte jeg ind på den dengang nye IT uddannelse der hed EDB Administrator. Det gik godt, og jeg kan i dag kalde mig IT -administrator med webdesign som speciale. Som tilvalgsfag havde jeg haft  kursus i brug af diverse grafikprogrammer som photoshop og paintshop pro, så jeg var efterhånden godt rustet til at klare mig.

Desværre havde den depression som startede på VUC ikke tænkt sig at forsvinde. Den blev værre og værre, og da jeg var færdig med IT uddannelsen var jeg også fysisk og psykisk fuldstændig færdig. Jeg magtede ingenting andet end at sove og græde. Så under IT forløbet havde jeg ved hjælp af en god lærer og en sagsbehandler fået hjælp til at komme til en psykolog. Der gik jeg i alt i 2 år, men efter 1½ år fik vi en snak om fremtiden, og hun mente, som forklaret i en anden post her på websiten, at hun mente jeg var bedst tjent med pension. Ikke blot på grund af depression og angst, men fordi hun vurderede at jeg havde en medfødt personlighedsforstyrrelse der gjorde mig uegnet til et almindeligt liv med 8-4 job og mange mennesker. Det lyder for tyndt her, men læs min post om min sygdom, så vil du forstå.

Jeg fik så pension i marts 2002, og har så gået hjemme siden og udfyldt mine dage med mine interesser for at skrive og lave dukker. Jeg får kun mellemste pension så jeg må arbejde et vis antal timer i ugen og tjene et vist beløb ved siden af pensionen. Det klarer jeg ved at sælge de dukker og det tøj jeg laver, og fra tid til anden lave webdesign jobs for andre.

Jeg er jo så siden dengang blevet velsignet med en dejlig datter, og kæreste, så jeg har nok at få min dag til at gå med. Jeg savner dog godtnok at komme ud blandt andre og vise hvad jeg dur til, for min intelligens fejler jo ingenting... det er psyken og fysikken den er gal med. Men jeg har efterhånden accepteret at mit liv er som det er, og lært at leve med det.

***